Sofabold.dk

Cykelsæsonen er over os. De første forårsklassikere er kørt og snart står den første af de store etapeløb, Giro D'Italia, for døren. I den forbindelse har jeg læst en af de helt store franske cykelhelte, Laurent Fignons, selvbiografi Vi var unge og ubekymrede, der udkom på dansk i 2016. Laurent Fignon, der døde af cancer i 2010, 50 år gammel, skrev bogen i 2009 kort efter at han fik konstateret sygdommen. 

I bogen fortæller Fignon åbent og ærligt om sit syn på, og sit forhold til, cykelsporten i de år han var aktiv. Han fortæller i det første kapitel om det dramatiske lavpunkt i karrieren, hvor han i 1989 tabte Tour de France til amerikanske Greg Lemond med bare sølle otte sekunder. Han giver her udtryk  for sit forhold til amerikaneren, der ikke får de bedste ord med på vejen af en Laurent Fignon der, bogen igennem, er meget kontant i forhold til at beskrive venner og fjender. 

Han beskriver i bogen også sit forhold til en anden af fransk cykelsports helt store navne, nemlig Bernard Hinault, der var holdkaptajn for en ung Fignon, og som reelt var grund til at Fignon vinder sit første Tour de France i 1983, da Hinault ikke er med i løbet. Året efter vinder Fignon igen Tour de France, denne gang med Hinault i løbet, og det er dette løb, der for alvor sætter Fignon op i verdenstoppen. De næste år bliver dog præget af skader og dårlig form, mens hans tour i 1989 ender med de berømte otte sekunder. Det år var han i øvrigt favorit til at vinde løbet efter at han også vandt Giro D'Italia det samme år. 

Laurent Fignon fortæller også, omend kort, om Bjarne Riis, der kører tre sæsoner sammen med Fignon i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne. Riis er en stor hjælp for franskmanden i 1989 i Giro D'Italia, hvor Riis også selv vinder en etape.  

Og hvad med doping? Bliver det overhovedet nævnt i bogen? Ja, det bliver det. Fignon nævner brugen af diverse midler, herunder kokain, igennem karrieren. Ikke forstået således at han nævner sit eget misbrug som noget stort eller ualmindeligt, men han nævner at andre ryttere har brugt anabole stereorider og lignende, men EPO og andet bloddoping nævner han først kommer frem efter 1990. Fignon mister i stigende grad lysten til at cykle på konkurrenceplan - ikke mindst fordi der er flere ryttere der bruger de nye midler, og han stopper karrieren i 1993. 

Problemet med selvbiografier, denne er ingen undtagelse, er at man sidder tilbage med spørgsmålet om det der står nu også kan tages for gode varer. Her er eksempelvis en bog, hvor Fignon fremstår som den positive, uadvendte cykelrytter, der altid kører på cykel fordi det er sjovt. Jeg mangler måske lidt en nuancering indimellem, men det er selvfølgelig genrens store problem. Bortset fra det, er bogen faktisk ganske fin og den er uhyre godt skrevet af Fignon, der desværre døde alt for tidligt. Man bliver klogere på Fignon og man kommer ind på personen bag sporten og får et kig ind bag facaden i forhold til kontraktforhandlinger, sportsdirektører af både den ene og den anden slags og man får et syn på cykelsporten i slutningen af den ubekymrede periode, som Fignon betegner den periode han selv kørte cykelløb.

Elsker man cykling er det et must-read af og om en af de helt store inden for cykelsporten. Kan man godt lide selvbiografier af store personligheder vil jeg bestemt også anbefale den. 

Vi var unge og ubekymrede er skrevet af Laurent Fignon
og udgivet på dansk i juni 2016 af Den Franske Bogcafés Forlag